Uformindsket interesse for kulturarven
At Nyborg Slot er lukket i forbindelse med restaurering og kommende nybyggeri har ikke formindsket interessen for den nyborgensiske kulturarv.
Faktisk har Østfyns Museer i 2019 haft en lige så stor berøringsflade til publikum som i 2017, da slottet endnu var åbent.
Det er blandt andet nye udstillinger og aktiviteter på Borgmestergården, slotsvandringer og rundvisninger i byen samt den pavillonen, hvor Slotsprojektet formidles, der får besøgstallet for Østfyns Museer i Nyborg helt op på over 33.000 mennesker.
- Vi er utrolig godt tilfredse med, at vi når ud til lige så mange som før – selv med et lukket slot. Men vi glæder os nu alligevel helt utrolig meget til, at slottet genåbner – og vi igen kan formidle historien om juvelen i det hele på stedet, siger Mette Ladegaard Thøgersen.